Aktiviteter og traditioner

 

Hverdagsaktiviteter

Vi har hver dag mulighed for at benytte vores egen multisal og mandag, tirsdag og onsdag kan vi benytte Bakkeskolens store idrætshal. Her er god plads til de vilde lege, forskellige former for boldspil, elastikkrig og badminton. 

I vores kreative hjørne er der mulighed for at hygge, og bruge fantasien til at lave alverdens kreationer.

 

Ude aktiviteter

Vi har en fantastisk beliggenhed og har mulighed for at arrangere gåture, løbeture, kælketure, fisketure m.m. Vi bruger også uderummet til at lave bål og bålmad, snitte i træ, køre mooncar, løbe på rulleskøjter, boldspil på multibanen, hoppe på trampoliner, gynge, fælleslege og klatring på klatrevæggen i skolegården.


Rollespil

Hvert år i maj/ juni deltager vi i årets store brag af et rollespil ved Houens Odde. Alle børn fra Kolding Kommunes SFO´er kan deltage, og der er flere hundrede krigere i fuld vigør dagen lang. Der brygges urtesuppe, der heales og der arbejdes i boder i landsbyen ”Barazel” og udkæmpes voldsomme slag i landet ”Niraham”. Deltagerne bærer rustning, våben og skjolde – det er den helt store slagmark i fantastiske omgivelser. Det er en helt aldeles vidunderlig og alternativ skoledag.


 

Sejlads

Vi har 8 kajakker og 2 kanoer som flittigt bruges til at sejle i Kolding Å. Vi sejler fra april/maj til oktober, når vejret tillader det, og alle har naturligvis redningsveste på. Det giver rigtig gode - og til tider grænseoverskridende – oplevelser for både børn og voksne.


Filmfestival

En gang om året optager vi vores egen film. Vi skriver drejebog, filmer og redigerer og har det vældig sjovt og travlt. Filmen deltager i årets filmfestival, hvor vi dyster med andre SFO´er om at blive årets vinder. Årets filmfestival holdes på Kolding Teater og er en ren "Oscarfest". En dag, som alle ser frem til med glæde og forventning.

 

Børnekræmmermarked

Hvert år i maj/juni måned afholder vi børnekræmmermarked på Axeltorv foran Kolding Rådhus. Hele pladsen syder af kræmmerstemning, og alle er klar til at gøre en god og finurlig handel. Børnene kan sælge noget af deres gamle legetøj og scorer selvfølgelig selv hele fortjenesten. Sideløbende med en livlig handel er der masser af fantastisk underholdning fra en stor scene med diverse artister og en sprællevende konferencier.


Øvrige aktiviteter

Billard, bueskydning, bordtennis, computer, male, sy, smykkefremstilling, træværksted, rollespil, teater, dans, massage, fodbad, ture til Kolding Hus, Trapholt, Nicolai for børn, biblioteket etc.



Karen Blixen skolens SFO tilbud

 "Et menneske, som er elsket og får knus, lærer at føle kærlighed til verden."